Udliciteringspolitik
1.1 Baggrund for udliciteringspolitikken
Nedenstående udliciteringspolitik er udarbejdet som en konsekvens af lov nr. 446 og 447 af den 10. juni 2003. Uliciteringspolitikken er et supplement til CPH WEST’ udbudspolitik og skal fortolkes på baggrund af denne samt den relevante lovgivning (lov nr. 446 og 447).
Udliciteringspolitikken er udarbejdet på baggrund af Undervisningsministeriets skrivelse af den 19. februar 2004 ”Vejledning vedr. konkurrenceudsættelse i forbindelse med inddragelse af private som underleverandør i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i fælles kompetence-beskrivelser”.
Licitationspolitikken omhandler udelukkende kontrakter med en samlet sum under 500.000,- kr. For opgaver med en samlet kontraktsum på over 500.000,- kr. vil der foreligge særskilte licitationer, da disse er underlagt EU’s udbudsdirektiver.
1.2 Aktivitetsområder
CPH WEST, uddannelsescenter København Vest (forkortes herefter til CPH WEST) er i 2006 godkendt til at udbyde aktivitet inden for flg. af AMU/EVE’s fælles kompetencebeskrivelser (FKB):
- 2614 Handel og Logistik
- 2617 Offentlig forvaltning og sagsbehandling
- 2618 Administration
- 2623 Ledelse
- 2660 Pleje af hår, hud og negle
- 2664 Beklædnings- og tekstilområdet
- 2679 Rengøringsservice
- 2680 Arbejdets organisering ved produktion i industrien
- 2721 Post
- 2738 Individuel kompetenceafklaring
- 2752 Arbejdets organisering ved produktion i industrien
Under hver af de ovenstående FKB’er ligger en række uddannelser. Listen over uddannelser for de enkelte FKB’er kan ses på hjemmesiden www.efteruddannelse.dk
1.3 Principper for konkret udlicitering
Det er CPH WEST’ intention at udlicitere opgaver i det omfang, det er sagligt og økonomisk velbegrundet, dvs. at opgaven kan løses enten bedre til samme pris eller på samme niveau, men billigere.
Konkret vil udlicitering blive anvendt ved udbud inden for ovenstående FKB’er. Udlicitering vil blive anvendt, hvis opgaven ikke kan løses uden at skulle foretage investeringer i anlægsaktiver eller efteruddannelsen, som klart overstiger den pågældende opgaves økonomiske afkast.
I forbindelse med en given udlicitering af en opgave vil CPH WEST udarbejde kalkulationer for gennemførelsen af opgaven i eget regi. Kun i de tilfælde, hvor en udlicitering kan gennemføres på økonomisk forsvarlig vis, uden markante meromkostninger for CPH WEST, vil en sådan blive anvendt.
Konkrete licitationer vil blive offentliggjort separat på CPH WEST’ hjemmeside www.cphwest.dk
1.4 Krav i forbindelse med udlicitering
CPH WEST, som den godkendte udbyder, har ansvaret for den samlede uddannelsesaktivitets indhold og kvalitet, herunder den pædagogiske kvalitet. Myndighedsudøvelse i forhold til en given aktivitet (f.eks. optagelse, administration af tilskud til kost og logi samt disciplinære foranstaltninger og evt. eksamination) kan ikke udliciteres.
1.5 Overordnede krav til private udbydere i forbindelse med udlicitering:
- Undervisnings- og lektionsplan skal fremsendes til CPH WEST og være godkendt, inden aktiviteten kan gennemføres
- Den/de konkrete underviser/e skal godkendes af CPH WEST såvel fagligt som pædagogisk, inden aktiviteten kan gennemføres
- Undervisningslokaler og undervisningsmaterialer skal godkendes af CPH WEST, inden aktiviteten kan gennemføres
- Kursisterne på en given aktivitet skal være godkendt af CPH WEST, inden aktiviteten kan gennemføres
- Administrative procedurer hos den private udbyder skal være godkendt af CPH WEST, inden aktiviteten kan gennemføres
”Stråmandsvirksomhed”, hvor en udbudsgodkendelse reelt blot lånes/sælges til en privat udbyder, må ikke forekomme og er i direkte strid med gældende lovgivning på området.
1.6 Kontakt til CPH WEST
Ved uddybende spørgsmål til ovenstående eller konkret forespørgsel på en udliciteringsopgave, kontakt venligst afdelingsleder Freddy Jespersen på tlf. 33 88 00 00 eller e-mail
frj@cphwest.dk