Sign In

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player




A-Z​ - find alt, hvad der er værd at vide


A - B          C - D         E          F          G - J          K - L          M - O         P - R          S          T  - U          V - Å 

 
 
 

ADRESSEÆNDRING

Adresseændring, ændret telefonnummer m.m. meldes straks til kontoret.
 

ALMEN STUDIEFORBEREDELSE (AT)

Almen studieforberedelse er et selvstændigt, tværfagligt 3-årigt undervisningsforløb.

I grundforløbet arbejdes der med to tværfaglige emner, i studieretningsforløbet med i alt 5 tværfaglige emner, som tilsammen udgør 200 timer af den samlede undervisningstid.
Lærerne har på forhånd planlagt emnerne i AT i grundforløbet, og de har koordineret det faglige indhold således, at de enkelte emners indhold og pædagogiske tilrettelæggelse er tilpasset skolens overordnede plan for de faglige mål.

Der er løbende prøver i faget, bl.a. en opgave i både 1.g og 2.g (som årsprøve). I februar og marts i 3.g udarbejdes en synopsisopgave, som danner udgangspunkt for den mundtlige eksamen i maj/juni i 3.g, som er obligatorisk.
 

2.G-OPGAVEN - OPGAVEN I DANSK OG/ELLER HISTORIE

Obligatorisk opgave, som kan ligge enten i 1.g eller i 2g. Se: Dansk-historie samarbejde.


ARRANGEMENTSUDVALGET

Arrangementsudvalget består af minimum 3 elever, 2 lærere og en inspektor. Udvalgets opgave er at planlægge både større og mindre arrangementer på skolen i årets løb. Det drejer sig om de ugentlige morgensamlinger, gallafest, fællestimer, fredagscaféer, skolekomedie, jule- og sommerafslutning.

BEFORDRINGSGODTGØRELSE

Nærmere information på www.uddannelseskort.dk

BIBLIOTEKET

Biblioteket er gymnasiets kultur- og informationscenter, undervisningens forlængede arm, med en bogsamling, der er skræddersyet til at supplere gymnasiets fag. Du vil også kunne finde bøger, der kan have betydning for din egen udvikling.
Biblioteket er åbent i hele skoletiden. Bibliotekarerne, Maria Klostermann Tapdrup (makt) og Ellen Hagen Christiansen (elhc), træffes hver dag mellem kl. 8 og kl. 15.
I studiecentret findes en stor håndbogssamling, dagens aviser samt en lang række tidsskrifter. Der findes også tidsskrifter af mere populær art.
Bøgerne fra udlånssamlingen kan lånes med hjem.
I løbet af 1.g undervises der i, hvordan man finder rundt i biblioteket, og hvordan man søger litteratur.

BILLEDKUNSTNERISK GRUNDKURSUS

Elever med særlig interesse eller talent for billeder kan kombinere dette med en gymnasial uddannelse ved at melde sig til Billedkunstnerisk Grundkursus, BGK, som tilrettelægges i samarbejde med kunstmuseet Arken. Det forudsætter, at man har billedkunst på B-niveau.
 

BØGER

Du køber selv papir, lommeregner og ordbøger. Alle de øvrige bøger, der skal anvendes i undervisningen, stiller gymnasiet til rådighed. Dog er du selv ansvarlig for bøgerne. Straks efter udleveringen skrives navn, klasse samt årgang i alle bøgerne, og alle de udleverede bøger bindes forsvarligt ind - også dem, der er forsynet med plast. Der må ikke skrives i bøgerne. Konstaterer du, at en bog er defekt, skal den omgående byttes. Du har erstatningspligt, såfremt en bog er bortkommet eller misrøgtet.
Udlevering og aflevering af bøger foregår på biblioteket.
 

CYKELPARKERING

Cykler må kun anbringes i stativerne i cykelparkeringen.

DANSK-HISTORIE SAMARBEJDE

Alle 1.g'er skal - senest i begyndelsen af studieretningsforløbet - have et forløb i dansk og historie med hovedvægt på historisk overblik og sammenhæng.
For de nuværende 2.g'er besvares en individuel større skriftlig opgave (2.g-opgaven) i et af fagene dansk eller historie eller i begge fag efter eget valg og efter forudgående vejledning. Der er afsat timer i august-september til vejledning og to skrivedage i begyndelsen af oktober umiddelbart op til fristen for aflevering. 

DRIKKEVARER

Ved lærerværelset er der en møntautomat med varme drikke.
Drikkevarerne må ikke medbringes ved computerne eller i timerne.
 

DUESLAGET

Ved lærerværelset findes et såkaldt dueslag (små bokse / hylder), hvor man kan lægge skriftlige opgaver og meddelelser til lærerne. Også breve og meddelelser til de enkelte klasser, elevråd og udvalg lægges i dueslaget.
 

E

EDB

Skolen har computere stående flere steder på skolen. Datalokalet (lokale 473) kan kun benyttes i forbindelse med undervisningen, men skolens øvrige computere i studiecentrene og i science-området er til rådighed for alle mellem kl. 8.00 og kl. 17.00.
Skolens maskiner er forbundet i et netværk, så alle klasselokaler, laboratorier, studiecentre og biblioteket er på samme net som datalokalet, ligesom hele skolens net naturligvis er tilsluttet Internettet.
Som gymnasium har vi adgang til Undervisningsministeriets sektornet.
Skolens elever får individuelle koder til Lectio ( www.lectio.dk ). Her kan skolens elever og lærere opbevare filer, oprette netgrupper og arbejde med undervisningsforløb via Internettet. Hvis man har adgang til Internettet hjemmefra, kan dette arbejde også foregå hjemmefra.
Skolens computere er beregnet på undervisningsformål, og der gælder følgende regler for brugen af skolens computere:
Det er strengt forbudt at ændre i maskinernes opsætning.
Alle skal overholde almindelig god EDB-etik på Internettet. Man må f.eks. ikke sende anonym post eller på anden vis genere brugere af nettet. Almindelige danske og internationale regler og love om ophavsret m.m. skal overholdes af brugerne.
Enhver brug af computere og nettet, som efter skolens vurdering enten er ulovlig eller skadelig for skolens omdømme eller virksomhed, er forbudt. Elever, der har behov for at downloade store filer fra nettet, må kun gøre det efter syvende time. Skolen forbeholder sig ret til at standse brug af computere og nettet, når dette medfører unødig stor belastning af skolens netværk.
Der må downloades på harddisk, men filerne må ikke pakkes ud eller installeres på harddisk; filerne skal overføres til USB-nøgle efter endt downloading.
Brugeren har selv ansvaret for de handlinger, han/hun foretager (udtalelser, kopiering m.m.). Skolen er således på ingen måde ansvarlig for de handlinger, brugerne foretager. Bemærk, for eksempel, at skolens maskiner ikke nødvendigvis checker for virus, og at man derfor selv er ansvarlig for at sikre sig mod skader, forårsaget af enten virus eller andre former for ødelæggelser.
Mad og drikkevarer må ikke medbringes ved skolens computere.
Undgå unødig udskrivning. Vis respekt og hensynsfuldhed over for både mediet og dine medbrugere.
 

EKSAMEN

Studentereksamen omfatter i alt 10 prøver (dog 9 for de elever, der er begyndt i 1.g i 2010) og et studieretningsprojekt, der skrives i 3.g. Dette antal prøver inkluderer prøven i almen studieforberedelse (AT) i 3.g . Undervisningsministeriet udtrækker eksamensfagene for hver enkelt elev. I dansk og studieretningsfag på A-niveau samt engelsk og matematik på B-niveau (hvis disse to fag ikke er valgt på A-niveau) bliver faget udtrukket enten som mundtlig eksamen eller som skriftlig eksamen, evt. som begge typer eksamen. Én eller flere af prøverne kan placeres i 1. eller 2.g i fag, der afsluttes på disse klassetrin. Hver elev skal minimum op i 3 skriftlige eksaminer i løbet af de 3 år.
For at for at bestå studentereksamen kræves, at gennemsnittet af samtlige karakterer er mindst 02 (efter 7-trinsskalaen). Eksamen er kun bestået, hvis dette krav er opfyldt for såvel årskarakterer som eksamenskarakterer.
 

EKSKURSIONER

Ud over studierejser (se dette) arrangeres der kortere og længere ekskursioner som et naturligt led i undervisningen. Biologiholdet i 3.g samt valgholdet i idræt arrangerer normalt 3-dages ekskursioner, hvor der er tid til fordybelse og studier i marken. Eleverne dækker selv udgifterne; dog kan skolen som regel yde tilskud til transport.
 

ELEVRÅDET

På skolen har vi naturligvis et elevråd, hvis formål er at opretholde og videreudvikle elevdemokratiet ved bl.a. at varetage elevernes interesser over for lærere, ledelse og andre personer, eleverne har kontakt med. Derudover er det elevrådets opgave at holde kommunikationen elev og elev imellem konstruktivt i gang. Hver klasse har to elevrådsrepræsentanter, og det er fra elevrådet, der vælges repræsentanter til skolens andre organer (bestyrelse, udvalg, pædagogisk råd, m.m.). Elevrådene på hver afdeling på CPH WEST holder et årligt seminar og mødes jævnligt for at koordinere deres arbejde.
 

EVALUERING

Undervisningen skal løbende evalueres, så elever og lærere informeres om udbyttet af undervisningen. Dette sker ved brug af spørgeskemaer og/eller en mundtlig diskussion i klassen. Evaluering af den enkelte elev, se: Karaktergivning.
 

F

FERIER

Se: Ferieplan.
 

FESTUDVALGET

Et udvalg, der kun består af elever. Der er 8-9 medlemmer, som arrangerer skolens fester (se: Skolefester) i samråd med arrangementsudvalget og pedellerne. Festudvalget tager sig af alt det praktiske, bl.a. køb af øl og vand, bestilling af vagter og musik, oprydning efter festen, aflevering af tomme flasker og aflæggelse af regnskab. Hvert år vælges 4-5 nye medlemmer, og det er festudvalget selv, der står for udvælgelsen.
 

FORSIKRING

Se: Værdigenstande.
 

FORSØMMELSER OG FRAVÆR


Se: Studie- og ordensregler.
 

FORÆLDREMØDER


Der afholdes introduktionsmøder for 1.g'erne og deres forældre i september. I november / december afholdes der konsultationsaften med de enkelte lærere for alle elever og deres forældre.
 

FORÅRSKONCERT


Til forårskoncerten i april optræder alle skolens musikhold samt koret med nogle af deres bedste numre. Alle billetter er som regel solgt, fordi vores musikhold er meget dygtige. I pausen hver aften serverer 1.g'erne øl, vand, kaffe og kage for at tjene et tilskud til deres studietur.
 

FREDAGSCAFÉ


Én fredag hver måned er der som regel hyggeligt samvær efter skoletid for alle interesserede elever. De enkelte klasser er på skift ansvarlige for traktement og program, som klasserne opfordres til at arrangere om et tema, f.eks. en studierejse, en konkurrence, musikalsk optræden, en quiz eller lignende. Vi har tradition for, at der afholdes en strandcafé (i september) og en Melodi Grand Prix café (i marts).
 

FÆLLESTIMER


I fællestimerne samles alle skolens elever til arrangementer af almen kulturel karakter (drama, musik, foredrag, debat, film etc.).
 

GALLAFEST


Årets store festaften - som regel en fredag sidst i oktober - hvor næsten hele skolen deltager, festligt påklædt. Aftenen starter i kantinen med middag, sang, taler og musik. Derefter er der dans, først Lanciers og senere diskotek.

GAMLE ELEVERS FEST


Én af skolens fester arrangeres af "gamle" elever. Festen afholdes altid ANden FRedag i NOvember, og mange tidligere elever benytter lejligheden til at samles med klassen og gense lærerne. ANFRENO har en selvstændig bestyrelse og egen hjemmeside. Generalforsamling holdes i forbindelse med festen.

GLEMTE SAGER


Glemte sager indleveres enten til stx-kontoret på 2.sal eller i receptionen ved hovedindgangen.

GRUNDFORLØB


Perioden i 1.g fra skolestart til senest den 15. januar udgør grundforløbet, hvor du stifter bekendtskab med gymnasiet, og hvor du omkring 1. december skal foretage dit endelige valg af studieretning.
I grundforløbet præsenteres naturvidenskab og sprog i fagene naturvidenskabeligt grundforløb (NV) og almen sprogforståelse (AP).

 

HJEMMESIDE


Skolens officielle hjemmeside er: www.cphwest.dk , hvor der et link til Ishøj Gymnasiums sider.

INSPEKTOR


Inspektor, Rasmus Augustesen(rasa), tager sig sammen med vicerektor af skolens administrative og pædagogiske opgaver, herunder daglige skemaændringer, eksamen, årsprøver, terminsprøver, samtaler med elever, diverse arrangementer, m.v. 
Se listen med adresser og telefonnumre på hjemmesiden.

INTROFORLØB


De to første ugers undervisning for de nye 1.g'er er en blanding af almindelig undervisning og introduktionsaktiviteter - introduktion til de nye klassekammerater, til skolen, dens traditioner og praktiske indretning og til gymnasielivet. I introduktionsforløbet lærer man først og fremmest sine egne klassekammerater at kende, men gennem "aktiviteter" på tværs lærer man også eleverne i parallelklasserne at kende gennem arbejde med sprog og kreative fag som musik, drama, idræt og kunst. Hele introforløbet slutter med en introtur og en idrætsdag for hele skolen og en fest samme aften.
 

KANTINE


Kantinen på 3. sal er åben i skoletiden indtil kl. 14.00.

KARAKTERGIVNING


Lærerne evaluerer løbende undervisningen med klassen/holdet, og i samtaler med den enkelte elev evaluerer lærerne dennes indsats i og udbytte af undervisningen, som oftest i forbindelse med karaktergivningen. Karakterer gives efter 7-trinsskalaen, og de gives 3 gange om året - i november, februar/marts og maj/juni - hvor de offentliggøres i Lectio.
 

KLAGER


Hvis der er forhold i forbindelse med undervisningen, som man er utilfreds med, så bør man i første omgang tale med sin lærer om det. Løser dette ikke problemet, kan man altid henvende sig til vicerektor. Klager i forbindelse med eksamen rettes direkte til vicerektor.

KOORDINATIONSUDVALGET


Koordinationsudvalget består af formændene for arrangementsudvalget og for pædagogisk udvalg samt skolens tillidsrepræsentant, vicerektor og inspektor. Udvalgets to overordnede opgaver er at koordinere skolens forskellige arbejdsopgaver samt at medvirke ved styringen af skolens budget.

LEKTIEVEJLEDNING


Lektievejledningen, som er et supplement til studievejledningen, består i et lektielæsningskursus i 1.g, hvor lektievejlederne bl.a. introducerer forskellige læsestrategier, som med fordel kan benyttes, når man skal nå at klare alle lektierne. Lektievejlederne afholder også læse- og stavekurser for de elever, der måtte have behov for det, og de arbejder sammen med 1.g lærerteamene således, at introduktionen til arbejdsformer m.m. samordnes.

LEKTIEVÆRKSTED


På nærmere fastsatte tidspunkter tilbydes der råd og vejledning til hjemmearbejdet i et såkaldt lektieværksted, hvor enten elever fra de ældre årgange hjælper de yngre, eller lærerne fra næsten alle faggrupper på skift kan være repræsenteret. 

LÆRERFORSAMLINGEN


Lærerforsamlingen udgøres af klasselærerne, studievejlederne, inspektor og vicerektor, der indkalder til og leder møderne. På disse møder behandles først og fremmest spørgsmål om elevernes faglige standpunkt, deres oprykning i næste klasse og indstilling til eksamen. Vicerektor kan nægte en elev oprykning til næste klasse, hvis elevens karaktergennemsnit ved skoleårets afslutning er under 02,0. Se: Studie- og ordensregler. 
Lærerforsamlingen holder møde inden offentliggørelsen af karaktererne og efter afslutning af eksaminer og årsprøver.

LÆRERE


Se listen med adresser og telefonnumre.

LÆRERTEAM


For hver 1. og 2.g er der et lærerteam, som består af klasselæreren (eller teamlederen) og én af klassens andre lærere - helst med forskelligartede fag. De tre lærere mødes jævnligt for bl.a. at planlægge, koordinere og evaluere undervisningen og det tværfaglige arbejde. Desuden samarbejder lærerne om at give klassen indføring i nye arbejdsmetoder og i brug af edb, og de sikrer således kompetenceudviklingen og progressionen i det faglige arbejde. Lærerne diskuterer derudover det sociale klima i klassen, herunder den enkelte elevs trivsel. Lærerteamet vil også tage sig af evaluering af undervisningen og af elevernes indsats. I 3.g består lærerteamet af en klasselærer og én anden af klassen lærere. I løbet af de tre år kan der ske udskiftninger i lærerteamet.

M - O

MEDDELELSER


Se: Studie- og ordensregler.

MORGENSAMLINGER


Der afholdes morgensamling hver uge, oftest efter 3. time. Her gives informationer fra elevrådet, administrationen, udvalgene, enkelte klasser / elever m.fl. Det kan f.eks. dreje sig om fællesarrangementer, projekter, forældremøder og eksamensregler. Derudover er der ofte et underholdende indslag.

MUSICAL


Hvert år afholdes der skolekomedie på gymnasiet, og de sidste mange år har elever og lærere valgt at opføre en musical. Deltagerne findes blandt alle interesserede elever. Der vil i løbet af skoleåret blive informeret om skolekomedien ved opslag og på morgensamlinger. Ud over skuespillere, sangere og musikere er der også brug for dansere, kulisse- og lysfolk.

MUSIKALSK GRUNDKURSUS


Enkelte af skolens elever deltager i en kombinationsuddannelse, hvor de følger et særligt "konservatorieforberedende musikalsk grundkursus" ved Ishøj Kulturskole, tidligere Ishøj Musikskole, samtidig med gymnasiet. For disse elever er gymnasiet 4-årigt.

OPRYKNING FRA 1. ELLER 2.G


Se: Studie- og ordensregler.

OPSLAGSTAVLER


Der er opslagstavler flere steder på skolen, men den vigtigste er den, der findes ved stx-kontoret. 
Vedr. studievejledning: Se opslagstavler ved studievejlederkontoret, hvor der bl.a. kan søges oplysning om Statens Uddannelsesstøtte (SU), videregående uddannelser, udlandsophold m.m.

ORDENSREGLER


Se: Studie- og ordensregler.

PÆDAGOGISKE DAGE


Hvert år er der et par dage med pædagogiske kurser for alle lærere. På de pædagogiske dage er undervisningen normalt aflyst.

PÆDAGOGISK RÅD


Pædagogisk Råd består af alle skolens lærere, og de holder møde efter behov. Elevrådsrepræsentanter er velkomne. Pædagogisk Råd (PR) ledes af et forretningsudvalg, der i 11/12 består af Birgitte Thomassen og Dorthe Bjerg Jensen.

PÆDAGOGISK UDVALG


Pædagogisk udvalg består af 3 lærere og en inspektor. Udvalget arbejder bl.a. med skolens målsætning, pædagogiske udvikling og IT-strategi.

RENGØRING


Efter sidste time i et lokale skal stolene hænges op og gulvet fejes. BEMÆRK, at klassen/holdet kan have "sidste time" i flere lokaler på samme dag - og det kan godt være midt på dagen. Det fremgår af lokaleskiltene. Klassen laver selv en "fejeliste", så eleverne på skift bliver ansvarlige for oprydningen. Service fra kantinen må ikke medbringes i klasserne.

RINGETIDER


1. time kl.   8.05 -  8.55
2. time kl.   9.00 -  9.50
3. time kl. 10.00 - 10.50
4. time kl. 11.05 - 11.55
spisepause
5. time kl. 12.30 - 13.20
6. time kl. 13.30 - 14.20
7. time kl. 14.25 - 15.15
8. time kl. 15.20 - 16.10
9. time kl. 16.10 - 17.00

RYGNING


Skolen er røgfrit område. Hvis du skal ryge, må der kun ryges i gården. Se i øvrigt: Studie- og ordensregler.

SEKRETÆRER


Træffetid: 8 - 15. Skolens sekretærer, Vibeke og Mai-Britt, administrerer først og fremmest skolens daglige drift; men i forhold til elever tager skolens sekretærer sig bl.a. af følgende: Befordringsgodtgørelse, adresseændring, lægeattester, aflevering af ansøgningsskemaer til SU, hæfteplaster m.v. Er man i tvivl om noget, kan man altid spørge på kontoret.

SKEMA


De enkelte klassers og læreres skemaer samt lokalefordelingen kan ses på www.lectio.dk under CPH WEST - Ishøj Gymnasium.

SKEMAÆNDRINGER


Næsten hver dag året rundt vil der forekomme skemaændringer på grund af sygdom blandt lærerne, studievejledning, erhvervsorientering, møder, kurser, ekskursioner o.s.v. Disse ændringer registreres digitalt på internetsiden www.lectio.dk , så vidt muligt senest i spisefrikvarteret dagen i forvejen. Det er en god idé at checke "lectio", inden man forlader skolen hver dag. I begyndelsen af skoleåret vil alle få en introduktion til brug af "lectio".
For at undgå, at eleverne forgæves møder op til de første timer, etablerer hver klasse/hold telefonkæder, som startes af den lærer, der bliver syg.

SKOLEBLAD


Gymnasiet har et skoleblad, SaunaNyt, der udkommer, når der er artikler og indlæg nok. Redaktionen består af alle interesserede elever.

SKOLEFESTER


Tidspunkt og antal fastsættes af arrangementsudvalget i samråd med festudvalget, der står for den praktiske tilrettelæggelse. Med undtagelse af festen efter studentermiddagen finder skolefester sted en fredag aften fra kl. 20 til kl. 01. Til disse fester har kun skolens elever adgang - senest kl. 21.30 - og kun mod forevisning af gyldigt studiekort og gyldig billet, som skal købes senest tirsdag inden festen. Der kan ikke købes billetter ved indgangen. Fra boden sælger festudvalgets medlemmer øl og vand; festdeltagerne må ikke selv medbringe drikkevarer, og der sælges ikke spiritus eller stærkt øl. Til alle fester er der professionelle vagter ved døren, og mindst to af skolens lærere samt en pedel opholder sig på skolen under hele festen og oprydningen. Gamle elever kan købe billetter på kontoret, men gæster har som nævnt ikke adgang.
Til fester kan skolen kontaktes via pedellens telefon: 30 52 61 52.

SKRIFTLIGT ARBEJDE


En klasses lærere skal i fællesskab koordinere klassens aflevering af det skriftlige arbejde.
Skriftligt arbejde skal afleveres til tiden, ellers registreres det som fravær, også selv om opgaven afleveres på et senere tidspunkt. (Se: Studie- og ordensregler.)
Hvis du bliver syg, eller der er en anden vægtig årsag til, at du ikke kan få afleveret din opgave til tiden, skal du straks henvende dig til din lærer for at få en aftale om, hvornår du så kan aflevere din opgave uden, at den registreres som fravær. Læreren har altid pligt til at rette en stillet opgave, også selv om den er afleveret for sent. Husk, at det også er vigtigt at få afleveret alle rapporter, da disse ofte skal bruges til eksamen.
De skriftlige afleveringer bedømmes efter deres indhold, d.v.s. at afleveringerne/besvarelserne skal leve op til de krav, der stilles, og hvis skolen opdager, at en elevs opgave er afskrift fra en anden opgave eller i øvrigt vurderes som snyd, vil en sådan opgave ikke tælle som en aflevering.

STATENS UDDANNELSSTØTTE


For at få stipendium eller studielån fra Statens Uddannelsesstøtte skal du være fyldt 18 år. Studievejlederne vil give nærmere orientering om reglerne, og man kan altid henvende sig dér med spørgsmål om SU. Eller man kan se på SUs hjemmeside www.su.dk
NB! Stipendier er skattepligtige.

STUDIEKORT


I august tages der både klassebilleder og enkeltbilleder af elever. Disse bruges til udfærdigelse af studiekort, som altid skal medbringes som ID-kort, også til fester og andre arrangementer på CPH WEST.

STUDIEKREDSE


Der er mulighed for at oprette studiekredse, hvis mindst 10 elever ønsker at arbejde med det samme emne. Studiekredse, som strækker sig over 6-10 timer, kan ledes af én af skolens lærere eller andre af rektor godkendte personer. Også elever kan tage initiativ til oprettelse af studiekredse.

STUDIE- OG ORDENSREGLER


Du kan se Studie- og ordensreglerne som pdf her, eller læse videre nedenfor.

Da det er vigtigt, at der er et godt studiemiljø på skolen, kan skolens ordensregler udtrykkes i 3 overordnede regler:
  • Du skal vise respekt for undervisningen
  • Du skal vise respekt for dine lærere og de andre elever
  • Du skal vise respekt for skolens bygninger og materiel.

Derfor skal du overholde følgende regler:
  • Du skal omgås alle med respekt og tolerance, og du støjer ikke.
  • Du har pligt til at deltage aktivt i undervisningen. Dette indebærer bl.a., at du har mødepligt til undervisningen, og at du overholder kravene til aflevering af skriftlige opgaver.
  • Du rydder op efter dig i undervisningslokaler, grupperum, på gangene og i kantinen.
  • Du undlader at spise i de skemalagte timer, og du medbringer ikke mad og drikkevarer ved skolens computere.
  • Alkohol og andre rusmidler er uforenelige med undervisning. Derfor må der ikke indtages alkohol eller andre rusmidler på skolens område, og du må ikke være påvirket. Ved særlige lejligheder kan skolens ledelse dispensere fra alkoholforbudet.
  • Skolen er røgfrit område.
  • Undervisningen skal respekteres - toiletbesøg og lignende skal derfor under normale omstændigheder finde sted i frikvartererne, og mobiltelefoner og andre lignende apparater skal være slukkede og ligge i tasken i undervisningstiden.
  • Du medbringer altid gyldigt studiekort, som udleveres ved skolestart. (Hvis studiekortet bortkommer, koster det normalt kr. 100,00 at få lavet et nyt.)
    Skolen er kun for skolens egne elever og ansatte. Gæster skal henvende sig i receptionen eller på kontoret.

Forsømmelser og fravær:
  • Du har mødepligt, dvs. pligt til at følge undervisningen i samtlige fag, aflevere skriftlige opgaver rettidigt samt deltage i fællestimer, ekskursioner og i alle terminsprøver, årsprøver, afsluttende evalueringer og eksaminer.
  • Lægeerklæring kan kræves som dokumentation for længerevarende fravær/fritagelse fra undervisningen og ved fravær til eksamen. Udgifter til lægeerklæring betales af eleven.
  • Skolen fører regnskab med forsømmelserne - herunder manglende aflevering af skriftlige opgaver. Elever, der ikke er til stede i timen, registreres som fraværende. Hvis en elev deltager i en ekskursion, et sportsarrangement eller lign., som er arrangeret af skolen, registreres det ikke som fravær.
  • Hvis et sygdomsforløb strækker sig over mere end én uge, gives der besked til skolens kontor.
  • Du har løbende adgang til oplysninger om dit fravær på www.lectio.dk eller på kontoret.
  • Er der sket fejl i registreringen, kontaktes læreren straks.

Sanktioner:
Hvis du overtræder ovenstående studie- og ordensregler, kan skolens ledelse efter forudgående varsel:
udelukke dig fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
midlertidigt udelukke dig fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår (udelukkelsen registreres som fravær).
fratage dig retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag.
Ved graverende overtrædelser kan du bortvises fra uddannelsen uden forudgående varsel.
 
Hvis du ikke opfylder kravene til tilstedeværelse og/eller opgaveaflevering, dvs. at fraværet overstiger 15% af den afholdte undervisning/opgaveaflevering i det enkelte fag eller 10% i fagene tilsammen, får du en skriftlig advarsel, hvor reglerne for møde- og afleveringspligt indskærpes. Hvis fraværet fortsætter, får du 2. advarsel, som er skriftlig, og som indskærper konsekvenserne ved fortsat fravær.
Hvis du er under 18 år, får du en skriftlig advarsel, som også sendes som anbefalet brev til forældremyndighedsindehaveren.

I forbindelse med 2. skriftlige advarsel får du 2-4 uger til at bevise din studieaktivitet. Fortsætter forsømmelserne trods dette, har skolen følgende sanktionsmuligheder:
  • Retten til SU mistes
  • Eksamen i alle fag, der afsluttes på det pågældende klassetrin. Karakterne fra de ekstra eksaminer i 1. og 2.g. føres på eksamensbeviset, men tæller ikke med i antallet af obligatoriske prøver. Der gives ingen årskarakterer (afsluttende standpunktskarakterer) det pågældende år.
  • Bortvisning

Fortsatte forsømmelser:
Hvis der fortsat er store forsømmelser, kan der i sidste instans blive tale om udelukkelse fra undervisningen, og i den forbindelse stoppes SU, og din hjemkommune får besked.
 
Ved behandling af forsømmelser tages der naturligvis individuelle hensyn, og det er derfor vigtigt at give skolen meddelelse om fravær p.g.a. (længerevarende) sygdom, aftaler med Team Danmark eller andre specielle forhold. Dokumentation i forbindelse med sådanne aktiviteter skal afleveres til skolens kontor før fraværet, ved sygdom senest en uge efter fraværet.
Der gives ikke fri til ekstra ferier, læge- og tandlægebesøg, køretimer og lign.
Oprykning fra 1. eller 2.g:
Oprykning til næste klassetrin er betinget af, at du har opnået et tilstrækkeligt udbytte af undervisningen. Ved skoleårets afslutning vurderer dine lærere og skolens ledelse dit standpunkt.
Oprykning kan kun ske efter deltagelse i de krævede prøver og efter aflevering af skriftlige opgaver og projekter.
Hvis dit standpunkt (gennemsnit) ved skoleårets afslutning er under  02,0, kan rektor nægte dig oprykning til næste klasse.

Skriftligt arbejde:
  • Skriftligt arbejde stilles mindst en uge før aflevering, og de skriftlige afleveringer koordineres af klassens lærere.
  • Skriftligt arbejde skal afleveres til tiden, ellers registreres det som fravær, også selv om opgaven afleveres på et senere tidspunkt.
  • Hvis du bliver syg, eller der er en anden vægtig årsag til, at du ikke kan få afleveret din opgave til tiden, skal du straks henvende dig til din lærer for at få en aftale om, hvornår du så kan aflevere din opgave uden, at den registreres som fravær.
  • Læreren har altid pligt til at rette en stillet opgave, også selv om den er afleveret for sent; men du kan ikke forvente, at en for sent afleveret opgave bliver rettet på samme måde som de opgaver, der afleveres til tiden.
  • Husk, at det også er vigtigt at få afleveret alle rapporter, da disse ofte skal bruges til eksamen.

Snyd:
  • De skriftlige afleveringer bedømmes efter deres indhold, d.v.s. at afleveringerne/besvarelserne skal leve op til de krav, der stilles.
  • Hvis skolen opdager, at en elevs opgave er afskrift fra en anden opgave eller i øvrigt vurderes som snyd, vil en sådan opgave normalt ikke tælle som en aflevering og derfor heller ikke få karakter.
  • Skolens ledelse tager i hver enkelt sag stilling til, hvilke sanktioner der skal anvendes, og i yderste konsekvens kan snyd medføre, at du ikke kan fortsætte på uddannelsen.
  • Elever der i forbindelse med eksamen snyder eller hjælper andre med at snyde, bliver bortvist fra den givne eksamen, og en eventuel karakter bortfalder.

Meddelelser:
  • Meddelelser om skemaændringer, eksaminer, terminsprøver, arrangementer m.v. gives på de dertil beregnede opslagstavler, skærme og www.lectio.dk . I specielle tilfælde - bl.a. i eksamensperioden - kan meddelelser også gives mundtligt.
  • Det forventes, at eleverne selv sørger for at holde sig orienteret, bl.a. hver eftermiddag ved at checke internetsiden "lectio" ( www.lectio.dk ) m.h.t. skemaændringer og aktuelle informationer.
  • Meddelelser om aflysning af 1.-2. time ved akut opstået sygdom hos læreren sker gennem klassens/holdets telefonkæde.

STUDIEPLAN


Studieplanen er den overordnede plan for, hvordan undervisningen løbende planlægges, gennemføres og justeres i den enkelte klasse.
Af planen fremgår det, hvordan lærerne har fordelt ansvaret for undervisningen, og hvordan samspillet mellem de enkelte fag er bygget op. Ved hjælp af studieplanen sikres det desuden, at det skriftlige arbejde koordineres, og at elevernes arbejde fordeles jævnt over de 3 år.
Studieplanen justeres undervejs, og den formidles løbende på www.lectio.dk .

STUDIERAPPORT


Studierapporten er en form for individuel logbog på 1-3 sider, som lærerteamet udarbejder sammen med hver elev, og som er en registrering af denne elevs arbejde og progression i almen studieforberedelse. Studierapporten skal foreligge ved den afsluttende eksamen i almen studieforberedelse i 3.g.

STUDIEREJSER


Der har været tradition for, at gymnasieklasser på et tidspunkt i løbet af deres skoleforløb tager på studietur, normalt i 2.g. Rejser og ekskursioner betales af eleverne selv. Klasserne plejer derfor i god tid at planlægge en opsparing. Skolefonden, der især består af overskud i forbindelse med forårskoncerten, har begrænsede muligheder for at yde tilskud til enkelte elever. Eleverne opkræves ikke betaling for lærernes andel af rejseudgifterne.
I dette skoleår ligger 2.g'ernes studierejse i uge 13; dog er 2.b's rejse til Kina forlænget med de sidste 4 dage af uge 12. De internationale klassers rejser i 1.g og i 3.g ligger henholdsvis i uge 16 og i uge 38.
På studieture og ekskursioner er der mødepligt til det faglige program, og skolens ordensregler gælder også her (Se: Studie- og ordensregler).

STUDIERETNING


I slutningen af grundforløbet skal hver elev i 1.g vælge den endelige studieretning, som dækker resten af gymnasieforløbet. I studieretningen undervises der i fællesfag, de valgte studieretningsfag og de valgte valgfag.

STUDIERETNINGSPROJEKT (SRP)


Studieretningsprojektet (SRP) er en individuel, selvstændig opgave, som hver elev skriver i 3.g med udgangspunkt i et studieretningsfag på A-niveau og med inddragelse af et andet fag på mindst B-niveau. Der er afsat 2 sammenhængende uger, hvor den almindelige undervisning er aflyst, til udarbejdelse af projektet i perioden 9.-16. december.
I 2.g skal der udarbejdes en "prøve"-studieretningsopgave (SRO). Fra den 29 november til den 3. december er der afsat tid til at skrive opgaven, idet den almindelige undervisning er aflyst i den uge.

STUDIEVEJLEDNING


Til hver klasse er der knyttet en studievejleder, som følger eleven i alle gymnasiets tre år. Studievejlederne hjælper eleverne med problemer af studiemæssig eller personlig art. De underviser i studieteknik i klasserne og vejleder om valgfag. Der er dagligt åbent på studievejlederkontoret, hvis eleven har brug for individuel rådgivning og vejledning. Studievejlederne har naturligvis tavshedspligt.
I begyndelsen af skoleåret taler studievejlederen med hver enkelt elev, dels for at lære eleven at kende og dels for at finde ud af, om der er særlige hensyn, der skal tages.
Studievejlederne hjælper også med SU- ansøgningerne.
Vejledning om videregående uddannelse og erhverv varetages af Pia Baggesen fra "Studievalg København". Pia Baggesen afholder vejledningsarrangementer på skolen og har fast træffetid på sit kontor. Se: Vejledning om videregående uddannelse og erhverv.
Der er desuden knyttet en skolepsykolog til skolen, og også han har træffetid på studievejlederkontoret.
Træffetider:
Studievejledere: Dagligt - se opslag på døren
Psykolog: Se opslag på døren - eller efter aftale
Uddannelses- og erhvervsvejleder: Se www.studievalg.dk/kbh

SYGEEKSAMEN


Hvis du bliver syg i eksamensperioden, har du mulighed for at komme til sygeeksamen eller til en ny årsprøve. Det forudsætter, at du ved sygdom straks kontakter kontoret. Tilmelding til sygeeksamen sker på kontoret senest den første mandag i sommerferien.

SYGEMELDING


Sygemelding i eksamensperioden sker ved at ringe til skolen den pågældende dag kl. 8.00. Sygemelding uden for eksamensperioden sker på Lectio. Alt fravær skal meldes, således at skolen har mulighed for at tage stilling til elevens forsømmelser inden en eventuel advarsel. Se også: Studie- og ordensregler.
 

TEAM DANMARK


Enkelte af skolens elever deltager i en kombinationsuddannelse, hvor de dyrker sport på eliteniveau samtidig med, at de går i gymnasiet. For disse elever er gymnasiet 4-årigt.

TELEFONKÆDER


De enkelte klasser / hold laver straks ved skoleårets begyndelse en telefonkæde, så vi kan komme i forbindelse med jer, hvis der er akutte skemaændringer eller andre meddelelser. Et eksemplar afleveres til kontoret og et til hver af klassens lærere. Lærere, der bliver syge efter skoletid, skal selv hurtigst muligt starte telefonkæden i den klasse, de har i første time den følgende dag. Den pågældende klasse får normalt fri i den første time, så husk at meddele ændring af telefonnummer!!

TERMINSPRØVER


Der afholdes skriftlige terminsprøver både i 2. og 3. g. i fag, der afsluttes med skriftlig eksamen det pågældende år. Prøverne, der har samme omfang som skriftlig eksamen, afholdes i februar eller marts.
Der bliver i 2. og 3.g terminsprøver i dansk og studieretningsfag på A-niveau, samt engelsk og matematik på B-niveau, hvis disse to fag ikke er valgt på A-niveau.

UDMELDELSE


Udmeldelse skal ske skriftligt, og hvis man er under 18 år, skal ens forældre underskrive udmeldelsen. Blanketter fås på stx-kontoret.

UDVALG


Skolen har to faste udvalg, hvor også elever kan være repræsenteret (se under henholdsvis Arrangementsudvalg og Pædagogisk udvalg). Der er valg af elever til udvalgene i efteråret. 

UDVEKSLING


Ishøj Gymnasium har i 10 år samarbejdet om udveksling med en skole i Nanjing i Kina, Nanjing Foreign Language School. Eleverne indkvarteres privat, deltager i hinandens undervisning og ser forskellige sider af landenes kultur og historie. Det fælles sprog er engelsk.
Vi har tidligere haft udveksling med et gymnasium i Sarajevo, Bosnien, Prva Gimnazija.

UGEBREV


Hver fredag meddeles ændringer og aktiviteter for den kommende uge i et ugebrev, som slås op på opslagstavlerne og lægges på Lectio som dokument.

UNDERVISNING


Undervisningens indhold er fastlagt af Undervisningsministeriet i bekendtgørelser for de enkelte fag (læreplaner). Disse kan findes på ministeriets hjemmeside: www.uvm.dk .
Undervisningen i gymnasiet er almendannende og studieforberedende, og undervisningen skal tilrettelægges, så fagene gensidigt støtter hinanden. Fælles for alle fag er, at der i arbejdet med de faglige aspekter gives eleverne mulighed for at tilegne sig og udvikle forskellige arbejdsformer, studiemetoder og hensigtsmæssige arbejdsvaner, at elevernes skriftlige og mundtlige udtryksfærdighed og formidlingsevne udvikles, at eleverne lærer at bruge relevante faglige hjælpemidler, og at informations- og kommunikationsteknologi inddrages i undervisningen. Undervisningen planlægges og evalueres løbende af lærere og elever i fællesskab.
Med gymnasiereformen er disse tanker yderligere blevet slået fast, bl.a. med oprettelsen af faget almen studieforberedelse og med studieplanen.

UNDERVISNINGSBESKRIVELSE


I undervisningsbeskrivelsen registreres undervisningens faglige indhold. Der er en undervisningsbeskrivelse for hvert hold, og de kan findes på www.lectio.dk ved at klikke på holdets studieplan. Dog ligger 1.g undervisningsbeskrivelserne for de nuværende 3.g'er på denne hjemmeside.

UNDERVISNINGSMINISTERIET


Undervisningsministeriet fastlægger retningslinier for undervisningen, udformer opgaver til skriftlig eksamen og fordeler mundtlige eksamensfag og censorer. Undervisningsministeriets hjemmeside har adressen: www.uvm.dk .
 

 VALGFAG


Valgfag er fag, den enkelte elev kan vælge på enten C-, B eller A-niveau. Skolen orienterer grundigt om de enkelte fag, og om hvilke muligheder den enkelte elev har. Se: studieretninger og valgfag.

VEJLEDNING OM VIDEREGÅENDE UDDANNELSE OG ERHVERV


Overvejer du en videregående uddannelser efter gymnasiet? Der er mange muligheder, og Studievalg København hjælper dig gennem hele din gymnasietid med vejledning om videregående uddannelse og erhverv. Vejledningen foregår her på gymnasiet, og din faste studievalgsvejleder hedder Pia Baggesen
.
Du møder Pia til en række faste vejledningsarrangementer i løbet af din gymnasietid. Pia arrangerer også informationsmøder om forskellige emner, og forslag til emner er velkomne. Pia vejleder også individuelt i sin faste træffetid på studievejlederkontoret (se opslag på døren). Du kan komme forbi med alle slags spørgsmål, som drejer sig om videregående uddannelse og erhverv.
Du finder Pias kontaktoplysninger, træffetider, arrangementer m.v. på studievejledningens opslagstavle og på www.studievalgonline.dk . Vælg Ishøj Gymnasium på skolelisten.
Du kan også ringe til Studievalg København alle dage mellem kl. 10.00 og 15.00 (torsdag til kl. 17.00) på tlf.: 35 32 29 14, besøge Studievalgscenteret i Købmagergade 52, 3.sal, i København i samme tidsrum eller maile til Pia på: pib@studievalg.dk

VICEREKTOR


Vicerektor Suzanne Strange er gymnasiets administrative og pædagogiske leder, og sammen med Direktør Eva Hofman-Bang, CPH WEST, er vicerektor ansvarlig over for Undervisningsministeriet. Det vil være naturligt, at man (eleven selv eller elevens forældre) henvender sig til vicerektor angående problemer, der opstår i forbindelse med skolegang og eksamen.

VÆRDIGENSTANDE


Skolen har ingen forsikring til erstatning af stjålne eller bortkomne værdigenstande (d.v.s. penge, smykker, mobiltelefoner og lign.). Man bør derfor deponere værdigenstande på kontoret - eller allerhelst undlade at medbringe dem på skolen.

ÅRSPRØVER


Der afholdes årsprøver i maj/juni.
Skriftlige årsprøver:
1.g: dansk, engelsk & matematik A og B-niveau 
2.g: dansk og fag på A-niveau (dog ikke historie)
 
Mundtlige årsprøver:
Der kan lægges et antal mundtlige årsprøver i 1. og 2.g. Deltagelse i årsprøver er en betingelse for oprykning i næste klasse.

 

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

FERIEPLAN FOR SKOLEÅRET 2011-2012


Efterårsferie: 17. - 21. oktober
(begge dage inklusiv)
 
Juleferie: 22. december - 3. januar
(begge dage inklusiv)
 
Vinterferie:   20. – 26. februar (uge 8)
(begge dage inklusive)

Påskeferie:   2. – 9. april
(begge dage inklusive)

Store Bededag:   4. maj

Kristi Himmelfartsdag:   17. og 18 maj

2. pinsedag:   28. maj

Grundlovsdag: 5. juni

Sommerferie:   30. juni 2012
  
 

 
LINKS DU KAN FÅ BRUG FOR