Kosmetiker/ Wellnessassistent
Tændt på velvære og skønhed
Du interesserer dig for skønhed, hudpleje og wellness. Du kan lide at have med mennesker at gøre og at få dem til at føle sig godt tilpas.
Du skal kunne skabe en tryg og tillidsfuld stemning, når du behandler dine kunder. Cremer og make up handler også om kemi og mikrobiologi. Velvære og sundhed hænger sammen med anatomi og fysiologi. Den viden skal du bruge, når du rådgiver kunderne om hudpleje og make up.
Under uddannelsen lærer du om hudanalyse, massage, hygiejne, manicure, pedicure, hårfjerning og make up. Du lærer også om ernæring og stil, form og farver.
Når du er uddannet, kan du arbejde i skønhedsklinikker, wellness-centre, parfumerier og kosmetikfirmaer f.eks. som demonstratør eller konsulent. Du kan også blive ansat på teatre, tv- eller filmproduktioner eller ved modeshows i Danmark eller i udlandet.